Verdenspremiere på ID. Cross Concept – ny elektrisk SUV i minibilsklassen

  • Nytænkning i miniformat – ID. CROSS Concept er en prisbillig elektrisk kompakt SUV i T-CROSS-klassen
  • Pure Volkswagen – ID. CROSS Concept afspejler Volkswagens nye designsprog "Pure Positive": enkelt, autentisk, tidløst og sympatisk
  • MEB+ med forhjulstræk – det næste trin i udviklingen af den modulære platform til fuldelektriske modeller er Volkswagens nøgle til udviklingen af elektriske modeller i de små bilklasser med det europæiske marked for øje
  • Produktoffensiv – ID. CROSS Concept er endnu ID.-model i minibilsklassen og lanceres på markedet i 2026

100 procent Volkswagen. Volkswagen, den største leverandør af elbiler i Tyskland og Europa i 2025, præsenterer ID. CROSS Concept på IAA MOBILITY-messen i München (8.-14. september). ID. Cross er en mini SUV, der er lige så velegnet til byen som til de lange rejser. Thomas Schäfer, administrerende direktør for Volkswagen-mærket, leder af Brand Group Core og medlem af koncernledelsen: "Lige fra begyndelsen var mit mål at skabe den bedste version af Volkswagen-mærket nogensinde. Den næsten produktionsklare konceptbil ID. CROSS viser, at vi nu virkelig leverer – med et nyt design, mange innovative teknologier, der tidligere kun blev tilbudt i større biler, forbedret betjening og kvalitet – og endelig igen det "rigtige" navn. Med denne nye Volkswagen-generation lever vi nu op til vores løfter".

Modeloffensiv i de små bilklasser – fire nye elektriske modeller. Efter ID.2 all, ID. GTI Concept (baseret på ID.2 all) og ID. EVERY1, er ID. CROSS Concept den fjerde lille fuldelektriske Volkswagen. Produktionsversionerne af disse nye Volkswagen-modeller vil være på markedet fra 2026. "Verdenspremieren på den nye ID. Polo (produktionsversion af ID.2 all) – er sat til første halvdel af 2026. ID. Polo GTI præsenteres kort tid efter. Begge modeller vil blive udstillet på IAA MOBILITY-messen, stadig let camoufleret. To legendariske Volkswagen-betegnelser – Polo og GTI – vil således leve videre i den elektriske æra. Den endelige ID. CROSS får verdenspremiere i sommeren 2026. Produktionsversionen af ID. EVERY1, som også bliver vist på messen i München, men stadig i konceptbilform, bliver et nyt højdepunkt i 2027". Alle fire nye ID.-modeller er en del af en cross-brand produktoffensiv fra Brand Group Core (SEAT & CUPRA, ŠKODA, Volkswagen, Volkswagen Commercial Vehicles), hvor koncernens volumen-mærker lancerer nye elbiler i de små og mere prisbillige bilklasser. Brand Group Core gør målrettet brug af synergier og stordriftsfordele for at kunne tilbyde særligt attraktive elbiler i Europa, både teknisk og prismæssigt.

Enkel og positiv – ikonisk og sympatisk. ID. CROSS konceptbilen, lakeret i Urban Jungle grøn, afspejler et nyt, klart og sympatisk designsprog. Volkswagens designchef, Andreas Mindt, forklarer: "Vi kalder vores nye designsprog 'Pure Positive'. Den er baseret på vores tre designmæssige hjørnesten: stabilitet, sympati og den hemmelige ”sauce”, og det vil være kendetegnende for alle nye Volkswagen-modeller i fremtiden. Vi baserer den nye designstil på en ren og kraftfuld klarhed sammen med visuel stabilitet og en positiv, sympatisk personlighed i bilens design. Linjerne og de kraftfulde overflader på ID. CROSS Concept er rene og klare. De skaber en SUV, der er en trendsætter, ikke en trendfølger, og en, der overfører mærkets identitet til fremtiden." ID. CROSS Concept’s positive personlighed er umiddelbart genkendelig på områder som for- og bagende. Med deres grafik og 3D-lyssignatur giver forlygterne indtryk af, at bilen 'smiler'. Andreas Mindt tilføjer: "En Volkswagen skal være sympatisk, umiskendelig og inspirere med sin karakter. Derfor fremkalder vi bevidst Volkswagen-ikoner som Golf og ID. Buzz i ID. CROSS Concept – ovenikøbet som et strejf med en "hemmelig sauce". Det kan for eksempel ses i de karismatiske C-stolper og den helt lige vindueslinje. Få volumenmærker i verden kan trække på en så stærk arv. Og det vil altid være i vores værktøjskasse på vores rejse ind i fremtiden."

Kompakt – passer ind på enhver parkeringsplads. SUV-konceptbilen, der vises på IAA, er 4.161 mm lang og har en akselafstand på 2.601 mm. ID. CROSS Concept er 1.839 mm bred og 1.588 mm høj. Det betyder, at dens størrelse svarer til den nuværende T-Cross. Dette gælder dog ikke for hjul/dæk-kombinationen på konceptbilen: Designerne har udviklet en 21-tommer alufælg specielt til ID. CROSS Concept kaldet Balboa. I samarbejde med Goodyear blev der designet specielle 235/40 R21-dæk til udstillingsbilen, som fortsætter designet af fælgen i dækkets sidevæg.

Stor indeni – lille udenpå. En innovativ indretning gør interiøret i den femsæders ID. CROSS Concept meget rummeligt med en bagagerumsvolumen på 450 liter – hvilket er overgennemsnittet for denne størrelse bil. Udover bagagerummet, er der et opbevaringsrum under bagsædet (38 liter) og en frunk (25 liter) under fronthjelmen. Bilens usædvanlige bredde og interiørets åbne og enkle design skaber en bedre fornemmelse af rummelighed. På den ene side er ID. CROSS Concept skræddersyet til kørsel i byen på grund af sine kompakte udvendige mål. Samtidig er den kompakte SUV en allrounder, der er velegnet til familier og venner, og som med lethed også klarer længere ture.

Indvendig oase med en lounge-atmosfære. Interiøret i ID. CROSS Concept er designet som en feel-good-oase. Den imponerer med sin enestående materialekvalitet, herunder de stofbeklædte overflader. Forud konfigurerede lys-, lyd- og klimatilstande (Atmospheres) forvandler Vanilla Chai-interiøret (en varm nuance af beige) til en lounge, der tilbyder maksimal komfort. Plantemotiver på skærmene og ægte planter i den visuelt svævende midterkonsol forstærker feel-good-effekten. Et andet højdepunkt er de specialdesignede sæder i konceptbilen, der kan foldes helt ned for at skabe et stort plant område, hvor du kan ligge ned – ligesom i en ID. Buzz.

Overblik og intuitiv betjening. Det innovative instrumentbord med sin gennemtænkte ergonomi og intuitive betjening sikrer fokuseret opmærksomhed under kørslen. I ID. CROSS Concept har Volkswagen skabt et harmonisk sammenspil mellem digitale displays med intuitive menustrukturer, naturlig stemmestyring og knapper til direkte funktioner. Multifunktionsrattet med betjeningsvenlige knapper er blevet fuldstændig redesignet. De to centrale digitale displays i ID. CROSS Concept er arrangeret på en visuel akse: den digitale instrumentering (28 cm) og infotainmentsystemets centralt placeret touchskærm (diameter: 33 cm/13 tommer).

MEB+ – det næste elektriske udviklingstrin. Teknisk set er den forhjulstrukne ID. CROSS Concept baseret på Volkswagens MEB-modulplatform, der er udviklet specifikt til elbiler og som løbende vil blive videreudviklet i fremtiden. Med introduktionen af MEB+ platformen kommer der en række forbedringer med hensyn til motorer, batterier og software. Kai Grünitz, medlem af Volkswagen Brand Board of Management med ansvar for udvikling, siger: "MEB får en ny softwaregeneration fra næste år, hvilket medfører en mærkbar funktionel forbedring af bilens systemer. Denne videreudvikling af MEB-platformen giver mulighed for at tilbyde en række funktioner og udstyr, som du normalt finder i større biler, såsom den videreudviklede Travel Assist. MEB+ er således den tekniske nøgle til at udvikle og tilbyde elbiler som produktionsversionen af ID. CROSS Concept og den nye ID. Polo og udstyre dem med teknologier, der er over det sædvanlige for en bil i denne klasse, men til attraktive priser".

Ny drivlinje – made in Europe. ID. CROSS Concept har en nyudviklet, topmoderne drivlinje. Den består af to centrale moduler – en elmotor inklusive effektelektronik integreret i forakslen og højspændingsbatteriet, der er anbragt fladt under gulvet. Elmotoren i konceptbilen yder 155 kW (211 hk) og driver forhjulene, hvor de hidtidige ID.-modeller har haft motoren integreret i bagakslen og baghjulstræk (GTX dog med to motorer og firehjulstræk). WLTP-rækkevidden er for ID. CROSS Concept anslået til cirka 420 kilometer (WLTP). For folk, der har brug for at transportere elcykler eller trække en trailer, er ID. Cross Concept udstyret med en krog, der kan bærer op til 75 kg – nok til at transportere to elcykler. Den maksimale anhængervægt er op til 1.200 kg (bremset, 8 % hældning).

ID. CROSS konceptbil – tekniske data

Drivlinjeopbygning

MEB+, forhjulstræk

Motoreffekt

155 kW / 211 HK

Rækkevidde

op til 420 km (WLTP)

Tophastighed

175 km/t

Længde

4.161 mm

Bredde

1.839 mm

Højde

1.588 mm

Akselafstand

2.601 mm

Bagagekapacitet med fem personer om bord

450 l + 38 l under bagsæde + 25 l frunk foran

Belastning på krog

75 kg

Anhængervægt (maksimalt)

1.200 kg (med bremser, 8 % stigning)

Hjuldimension

235/40 R21


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk